Copyright © 2006 by Duo Danica  ·  All Rights reserved  ·  E-Mail: poulegede@gmail.com
Lidt om programmet og musikken
Programmet er bygget symmetrisk op, således at det begynder og slutter med barokmusik.
Første afdeling er præget af moltonalitet, men trods tonaliteten er værkerne yderst spændstige.

Den midterste afdeling er med den franske komponist Jehan Alains musik, og den bærer tydeligt præg af flygtighed og ønsket om at udviske tonalitet og rytmer i gængs forstand. Alain var god ven med Olivier Messiaen, som tillige inspirerede Alain i flere værker. Trods Alains alt for tidlige død (29 år) er han regnet for én af samtidens største på orgelfronten.
I den første sats i ”Trois Minutes pour Orgue” er Alain malerisk over en romantisk tekst (se tekst).

Romancen har tema som også er bygget over ”Den hængende have”, og Fugaen eliminerer takststregsfornemmelsen med sit pudsige tema.

De fire satser for obo og orgel, som i grunden alle er orgelværker, er blevet bearbejdet af Duo Danica og konfirmeret af Marie-Claire Alain (Jehan Alains verdensberømte søster og orgelvirtuos) i 2006 i Paris ved  duoens visit hos hende. Marie-Caire Alain  fandt det helt indlysende, at værkerne kunne spilles i konstellationen obo og orgel og undrede sig sjovt nok over, at de i grunden ikke var komponeret på denne måde fra begyndelsen af.

Alain-afdelingen slutter med det æteriske værk ”Le Jardin suspendu” (Den hængende have) for orgel, hvor man kan fornemme Alains sans for atmosfære og flygtighed (se tekst). Værket er bygget op over et ciacona-tema, som allerede antydes i ”Romance” fra ”Trois Minutes”.

I den sidste afdeling spilles den lille ”Canzonetta i G-dur for orgel”, som nænsomt fører os over til barokmusikken igen - og sidste afdeling er i dur - lys og let.

Telemanns Partita er fra samlingen ”Die kleine Kammermusik” og viser tydeligt, at Telemann var i godt humør, den dag han skrev dette værk.

                                                            Asger Troelsen, januar 2018

Duo Danica